Coronanedlukningen tidligere på året, som på mange måder var en hård omgang, satte skub i mine online klippeworkshops med danske, amerikanske og japanske deltagere. Så midt i nedlukningen skete der noget spændende for mig.
I marts måned lavede jeg to japanske workshops med i alt 90 børn fra Narihira-skolen, som ligger centralt i Tokyo lige ved siden af Tokyo Skytree .
Jeg var spændt på, om det overhovedet ville kunne lykkes at klippe over skærmen for 45 elever ad gangen. Børnene, som var omkring 10 år, kunne på en storskærm se hvordan jeg klippede. Jeg var også spændt på, om de ville kunne lære min måde at klippe på, og om de ville kunne finde deres eget udtryk i arbejdet med saksen.
Det blev en kæmpe oplevelse. De japanske skolebørn var utroligt søde og meget flittige med saksen. Se fotos fra workshoppen på min facebookside.
Efter workshoppen arbejdede eleverne videre med deres klippede figurer. Dette gjorde de ved at montere dem på nogle tegninger.
Jeg har netop modtaget en pakke fra klasselærer Iwata san med elevernes klip og tegninger.
Der er mange fine ting, synes jeg. Elevernes klip har de fx sat sammen med det hellige bjerg Fuji san, Tokyo Skytree, fine huse, regnbuer, natur mm. Og så er der et gult klip, som forestiller en Mr. Clausan – det er et ret sødt klip, synes jeg.
Se nogle af de mange fine papirklip på min facebookside.
Læs mere om mine papirklip workshops såvel online som fysiske workshops.
またね